Vi har samlet et hold af unge musikere fra hele Fyn der brænder for bigbandmusikken. De bliver dirigeret af Mikkel Aagaard, der er basunist i TipToe BigBand, og ungdomsbigbandet skal være et bindeled mellem musikskolerne og den profesionelle bigbandverden. 

I Fyens Ungdomsbigband lærer man at frasere musikken i bigbandstil og at indgå i et samlet musikalsk udtryk. Man lærer at tage ansvar for sin plads og sin stemme i bigbandet – både hvad angår frasering, klang og soloer, men også med hensyn til fremmøde, orkesterdisciplin og kultur.

Det er gratis at deltage i Fyens Ungdomsbigband, til gengæld forventer vi, at man prioriterer orkesteret højt og møder velforberedt til prøverne, som ligger ca. en gang om måneden fra september til maj. Vi sigter efter det højest mulige musikalske niveau, men man kan ikke deltage i bigbandet, hvis man er optaget på konservatoriet, da TipToe BigBand har et andet samarbejde med konservatoriet i Odense.

Fyens Ungdomsbigband har som udgangspunkt base i Odense, men det er vores hensigt at lægge prøver og koncerter på de af Fyns musikskoler, der har lyst til at have os på besøg.

Er du interesseret i at blive medlem af Fyens Ungdomsbigband, eller ønsker du at lave en koncert med bigbandet, så skriv til administrator Anders Ringgaard på basunanders@gmail.com